Togt 2012

Nestor 2011_0

Tredje etape

Onsdag den 25. juli.
Nestor ligger smukt badet i solskin ved Christiansminde i Svendborg. Sejladsen fortsætter videre gennem Svendborgsund, nord om Langeland, over Storebælt, forbi Agersø og Omø til Karrebæksminde, hvor Christian påmønstre. Nestor bliver der natten over.

Torsdag den 26. juli.
Nestor fortsætter ned gennem Storestøm- og Farøbroerne. Der kastes anker i Grønsund.

Fredag den 27. juli.
Mandskabet beslutter at tage hjemturen i et hug! Tidlig morgen sættes alle sejl. Syd om Møn og op gennem Øresund. Kl. 19.00 ankommer Nestor til Christianshavn. Styrmand Christian klarer den snævre passage (bropiller til den nye over-kanalen-bro) og lægger elegant til kaj. Togt 2012 er slut.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Anden etape

Onsdag den 18. juli.

I silende regn fandt Kirsten, Carl og Torben frem til Nestor i Middelfart, hvor besætningen tog godt imod med en lækker middag serveret af hovmester Svend. Det blev en lang aften, fordi der skulle fortælles mange historier fra togtets første etape.

Torsdag den 19. juli.

Nestor ligger med smuk udsigt til den gamle og nye Lillebæltsbro. Afgangen udsættes, fordi Christian melder sin ankomst. Den gamle hovmester Torben tager over og fortager et storindkøb. Kl. 11. er vi fuld besætning. Storm, Svend, Arthur, Michael, Kirsten, Carl, Torben, Christian.

  

Efter frokost sætter vi kurs ned gennem Lillebælt, hvor vi nyder udsigten til de mange smukke øer.

Vi lader ankeret gå og tilbringer natten ud for Bjørnø.

Fredag den 20. juli.

Sejladsen fortsætter ned gennem Lillebælt. Vi får ikke rigtig vind i sejlene. Det er bygevejr og koldt. På broen sørger navigatør Carl med passer, lineal og gps for at vi holde kursen og forbliver på dybt vand. I maskinrummet tjekker 2. maskinmester Arthur olietrykket.

  

Det er nærmest møgvejr og det blæser op. Vi går ind i Assens Havn. Om aftenen viser det sig at Michael er meget aktiv fritidsbiavler med bl.a. speciale i at fange løsslupne bisværme. Det bliver fejret med irsk kaffe med honning og flødeskum ala Storm.

Lørdag den 21. juli.

Michael og Christian afmønstrer. Det blæser så meget, at vi beslutter at ligger over i Assens. Torben er i panik. Hans kamera er løbet tør for strøm og han har fået en forkert opladerledning med. Assens to forhandlere kan ikke hjælpe ham. Nul mere foto.

Den lokale fisker har 50 års jubilæum. Vi køber 6 store skrubber som Arthur tilbereder. Hovmester kreerer forretten og der er is og jordbær til dessert.

  

Søndag den 22. juli.

Vinden er aftaget noget. Efter morgenmaden stævner vi atter ud i Lillebælt, og med fulde sejl (drømmesejlads - sådan elsker vi Nestor og havet) når vi frem til Lyø, hvor vi lader ankeret gå.

Mandag den 23. juli.

Næste morgen sejler vi til Avernakø og lader ankeret gå tæt ved færgehavnen. Arthur slutter og tager færgen til Fåborg. Vejret er blevet sommerligt, vi beslutter at blive liggende og tager gummibåden ind til Avernakø, hvor vi vandre op til byen, som består af en samling gårde og huse, en kirke, en sportsplads og en købmand, hvor man også kan købe gamledavs isvafler og fadøl. På denne ø bliver man dumpet tilbage til sine barndoms landskabelige minder.

Tirsdag den 24. juli.

Så blev det endelig sommer og ingen vind! En smuk smuk sejlads ind i den snævre indsejling under Svendborgsundbroen til Svendborg. Vi beslutter at lægge os for svaj ud for Christiansminde fordi Kirsten, Carl og Torben afmønstrer og med kun Storm og Svend om borg kan de let fortsætte videre gennem Svendborgsund.

Vi siger tag for turen – endnu en skøn skøn oplevelse i rækken af spændende sejladser med Nestor.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Logbog og foto fra en gast:

Onsdag den 11. juli klokken 18.00 vender Nestor – omkring sig selv – får stævnen mod havn og Øresund og sætter kursen mod Ven og Kattegat. Bemandingen kan ikke være bedre:

På broen og i maskinen: Kaptajn Storm
På dækket, broen, i køkkenet og i salonen: Førstestyrmand og overhovmester: Svend
På dækket, på broen og i maskinen og under, over og ved siden af kølen plus ved ankeret: Andenstyrmand Arthur
På broen, dækket, ved ankeret, i køkkenet: Trainee-styrmand Michael
Ved hejsning af sejl, klyver og fok, opvask og kaffelavning: Trainee-gast Erik

  

Hesselø ankomst torsdag klokken 10.00 efter natsejlads. Med skiftende vagter i styrehuset, som er det en fortsat soldatertid.

Torsdag landgang Hesselø. Afgang ved midnat mellem torsdag og fredag mod Samsø.

På tidspunkter med sejlende sat opfører Nestor sig som en fuldblodshingst, der næsten er umulig at tæmme. Den rejser stævnen så højt, at tanken på en stejlende hest, der ikke kommer ned igen – melder sig. På trods af Nestors vildskab strammes skøderne yderligere og overstyrmand Svend fører galeasen så hårdt op mod vinden, at Nestor giver sig – bliver roligere. Guderne accepterer offergaverne, og besætningen belønnes med land i sigte.

Ved Samsø ud for Nordby ryddes der op på dæk, i salon og sovesteder. Kaptajnen giver besætningen en dag under afslappede former. Styrmand Arthur sætter garn, og morgenen efter høstes skrubber, som hovmesteren serverer tilsat krabbesauce.

Stemningen er høj i salonen hver aften under middagen. Det er farligt at udtale, men spisningen ombord overgår langt menuer, som serveres i mere traditionelle små hjem som undertegnedes. På Nestor er der vin til maden.

Eksempler på den gode mad om bord – tilberedt af Svend: Spare ribs, torskefileter bagt i ovn – festivalskinken skal (og kan) ikke glemmes. Ej heller spejlæg eller blødkogt æg til morgenmaden.

Derefter – søndag den 15. juli – GÅR TUREN TIL Baaring Vig og Røjle Skov med Trælle Næs til styrbord. Ved Røjle Skov ligger vi for svaj indtil vi om morgenen mandag den 16. juli. Derefter lister vi rundt om Strib for at lægge til ved vores første kaj – nemlig Middelfart.

En skøn plads for Nestor – mellem to broer. Strømmen er stærk. Gennemsigtige vandmænd – irriterende fyldige orangerøde brandmænd. I solnedgangen står middelfarterne tæt på kajen. De har det godt. De ved, at de bor i en dejlig by. De konkurrerer med marsvinene.
Hvem får makrellerne?

Erik Møller Andersen (Forkortet af redaktionen)

Erik afmønstrer i Middelfart. Kirsten, Carl og Torben påmønstre onsdag aften.
Sejladsen fortsætter ned gennem Lillebælt.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

NESTOR stævner ud

på endnu et togt i uge 28, 29 og 30 – 2012. Efter ønske fra tilmeldte gaster går turen rundt om Sjælland og Fyn med besøg på de fynske småøer. Mandskab, gaster, vejr & vind har indflydelse på den detaljerede rute.

Planlagt afgang – onsdag den 11. juli.

Meld tilbage hvilke dage du kunne tænke dig at være med og vi indretter stop for på- og afstigning.

Nestor har i vinterens løb fået fortaget flere tekniske forbedringer.
Mandskabet på turen er den sejltyndige trio; Storm, Svend og Christian.

Prisen er 250 kr. pr. døgn (kost og logi).
Medlemmer der ikke var med sidste år har 5 gratis dage tilgode.